De bedste 15 kr

15. aug 2019 - 10:33

Jeg har en lille bod ved vejen, hvor jeg sælger mit overskud af agurker, 15 kr for en pose. Der står også en lille skål med byttepenge.

Det er ikke nogen stor forretning, men fint at nogen får glæde af overskuddet af friske agurker - og så er der lidt til at købe frø næste forår. Er der agurker, som ikke bliver solgt, bliver de skåret ud til hønsene - så intet går til spilde. 

Forleden var der for første gang nogen, som havde taget agurker uden at betale. De 15 kr vælter ingen, men jeg blev lidt ærgerlig over tillidsbruddet. I går var de manglende penge så blevet afleveret - det blev jeg bare så glad for. Der er mange nyheder om uro, ballade og kriminalitet, men vi har også stadig et samfund, hvor vi kan stole på hinanden 😃😎😍