OKTOBER

29. sep 2016 - 12:00

Så kom det mere kølige vejr og rødkålene er taget op. Her ligger nogen af dem til tørre. De har været en tur i saltvand for at tage livet af evt. småkræ. Vinteropbevaring foreløbig i en flamingokasse på kompostpladsen - med stokkene opad. 

Rødkålene blev meget store i år - lidt voldsomme til en husholdning med 2.  Næste år vil jeg nok prøve at sætte nogle af rødkålene som efterafgrøde, så hovederne ikke når at blive så voldsomme. 

Vi bruger masser af løg i madlavningen, det er aldrig lykkedes af blive helt selvforsynende. I år vil jeg så prøve med vinterhårdføre kepaløg - købt hos Solsikken. En del af løgene skal sættes i mine højbede/kasser, som kan laves om til mistbænke. En del vil jeg prøve at få plads til i væksthuset. 

For at undgå ukrudtspirer er jorden dækket, her med græsafklip. Jeg prøver altid at få dækket af for udkrudt - dog selvfølgelig ikke, når jeg har sået frø i jorden :) 

Vi har nydt at have figner det meste af sommeren. Først blev de overvintrende figner modne først på sommeren, men planten satte et nyt hold frugter. Så blev årets frugter modne her sidst på sommeren. Her i starten af oktober er det dog slut. Vi har delt de sidste figner fra træet - og den sidste Clara Fris-pære. 

Torsdagens leverancer til køkkenet - græskar, hvidløg og timian til græskarmos. Æbler og rødløg til æbleflæsk. 

Steen lavede en fantastisk middag ud af det. :D 

Mange opskrifter med græskar er "lidt tamme", men græskarmos med hvidløg, timian, urteboullion, lidt madfløde og parmesan er fuldstændig fantastisk :D

Så er de sidste små græskar spist som mos. De små "Sweet Lightning" bliver lækre som mos. 

Nu er der plukket til aftenens salat (28.10) - luksus at have det hele frisk. Feta er den eneste grønsag, vi har indkøbt til den græske salat. ;)

Peberfrugterne "Yellow monster" har endelig nået det lækre, gule stadie her i oktober. Vi har spist nogle stykker af dem som grønne. Dog ikke overvældende mange peber på en sæson. 

Anaheim-chili har givet pænt hen over sommeren - og er stadig i gang. Vi har plukket frugterne grønne og bl.a. brugt i gryderetter og i som smagsgiver i fermeteringsglassene. 

Piement-chili er det mest frodige - vi har nydt friturestegte chili a la Gran Canaria et par gange om ugen hele sommeren. Der er stadig gang i blomstring og frugtsætning. 

Aubergineplanterne står fint, men har ikke givet voldsomt mange frugter. De står i spande, så de kan komme udenfor til en brusetur midt på sommeren, når det er værst med bladlus, spindemider mm Jeg håber, jeg kan knække aubergine-dyrker-koden i 2018 - det er bare den bedste grønsag. 

Der er stadig mange tomater. 

De italienske bøftomater er supergode, de er bestemt på næste års liste. 

Frokost med hjemmebagt rugbrød, hummus af søde kartofler, ristet Anaheim-chile og tomater - og et spejlæg med kærlig hilsen fra Wyandotterne. 

Conference- og Doyenne de Comice-pærerne er knapt modne på Steens espalier. 

Ahrista-æblerne er også lidt sent på den. 

Topaz-æblerne skulle modne her i oktober og være gode at gemme. 

Holsteiner Cox har sluppet det sidste æble - som skal deles. Der var æbler på træet, da vi lavede "æblehave" i 2016 - et af de bedste æbler.