
Tanacetum balsamita - en gammel krydderurt
Spændende og historisk krydderurt med aromatiske blade, der dufter af mint. Den er let bitter i smagen, men er rigtig god til urte-te og har tidligere været brugt i bl.a. retter med kylling, med vildt og kager og endda også som smagsgiver i øl. Der er kun at prøve sig frem for at finde frem til den rette dosering, så man ikke overdriver, så det bliver alt for bittert.
Jespers planteskole
Kamferbalsam har en stærk kamferduft. Insektmiddel, mølmiddel og skyllemiddel.
1 meter høj i blomst. Flerårig.
Dyrkning: Sol, halvskygge, let jord.
Urtegartneriet
-
I en historisk eller medicinsk urtehave er balsam en uomgængelig aktør. Den flerårige plante har tidligere været dyrket med et utal af anvendelsesmuligheder for øje – nu vil de fleste nok dyrke den for dens dejlige duft og frodige bladrigdom. Balsam for sjælen!
Balsam kendes også som bibelurt, bibelblad eller kvindeurt. Planten får en bladrig vrimmel af aflange, silkebløde grønne blade. Blomsterne er karrygule kurveblomster, der sidder på stilke, som bliver op til knap en meter i højden. Navnet bibelurt refererer til at de velduftende blade traditionelt blev brugt som bogmærke i biblen, ligesom det fortælles at man rullede bladene sammen og puttede op i næseborene inden kirkegang, for at modvirke den ramme lugt, der kunne være I kirkerummet.
Balsam blev i middelalderen og frem til begyndelsen af det 20. århundrede benyttet både som lægeurt og som krydderurt. Nu til dags er den nærmest ukendt i Europa, mens den stadig anvendes i dele af Asien. Som lægeurt blev den brugt mod mavebesvær, forkølelse og som lever- og galdestimulerende. Og ikke mindst ved menstruationsbesvær og lindring ved fødsler, hvilket gav den tilnavnet 'kvindeurt'.
Balsam bevæger sig også ind i poesien, hvor ordet 'balsamisk' beskriver det liflige, vederkvægende, behagelige og velduftende. Som Johannes V. Jensen, der i ’En sømand har sin enegang’ dog modløst må konstatere, at hvad hjælper dog ’balsamisk vejr og paradis med palmer på, når ikke du er nær!’
Trods sin aromatisk mynteagtige duft har bladene også en let bitterhed, som formentlig er årsagen til at balsam ikke længere har nogen stor udbredelse som krydderurt – måske fordi vi er dårlige til at anvende den bitre grundsmag i vores kulinariske udfoldelser? Den har tidligere været benyttet i almindelige retter med vildt og kylling, i supper, i kager og som smagsgiver til øl. Har man den i haven er det bestemt værd at prøve sig frem med at anvende den som smagsgiver, blot skal den ikke overdoseres. Balsam er god til urtete.
Bladene er fine tørrede i potpourrier og duftposer.
Balsam er en nem plante, der trives i de fleste typer jord og tåler en del udtørring. Den foretrækker en solrig vokseplads, men vil også klare sig fint i halvskygge – dog så med færre blomster. Men da planten overvejende dyrkes for de kønne og aromatiske blade, vil det ofte være af mindre betydning.
Albinus frø
Lægeurt fra Sydeuropa, med bibelske betydninger, den skal have været brugt i det vand Maria Magdalene vaskede Jesus fødder med da han hang på korset.
Camilla Plum
Juli - august, 70 cm, balsamduftende store grå blade 20 cm, blomst til buketter, sol og tørketålende effektiv bunddække, snitblomst. Bladene blev førhen brugt, som bibel-bogmærke på grund af duften af kamfer, og kan anvendes som en slags bagepapir til brød, hvis man lægger dem i bageform
Urtegartneriet