I forlængelse - og lidt på tværs - af vores nyplantede lille æblehave, havde vi et gammelt, lidt forvildet staudebed. Efter råd fra Heides planteskole - og vores maver - fortsætter vi med douglaskasser og spiselige afgrøder.
Vi har valgt 3 storfrugtede hassel og 3 surbundsbede med storfrugtede blåbær.
Surbundsbed er nyt for os, så vi har været i gang med at læse og måle ph. Vi vil gerne undgå at bruge alt for meget spagnum og dyr specialgødning - både af hensyn til pengepungen og naturen. ;)
Det har været vores erfaring, at de fleste af vores afgrøder havde brug for lidt kalk. Vi har testet jorden - den er lidt til den sure side, men ikke meget sur. Vi bruger derfor kun en lidt af den oprindelige jord i de nye surbundsbede.
Steen har været på noget af en opgave med at grave ud til surbundsbeddene. For at holde surheden og fugten - vores sandjordshave bliver meget nemt knastør - har vi lagt plastik i bund og sider. Der er revner til "aftræk" i bunden. Vi bygger så bedet op af:
grov granflis i bunden
en mindre mængde af vores egen sandjord
let omsatte grannåle fra skoven
sur spagnum
Jeg har søgt forgæves på nettet efter en ph-måling af hestepærer . Da jeg alligevel skal rydde op efter hestene, ville det jo være smart, hvis der samtidig var en børfuld surbundsgødning. Jeg laver i forvejen det meste af plantejorden - ud fra forskellige former for kompostering. Her bruger jeg - uden at have lavet målinger - en del kalk til de fleste afgrøder. På billedet min ph-måling af lidt hestegødning opslemmet i destilleret vand - og det ser jo ærlig talt lidt småsurt ud :D
Efter diverse prøveplantninger bestemte vi os for at flytte nødderne - og plante flere blåbær. Mellemrummene vil vi udnytte til squash og græskar. Blåbærrene er plantet i store plastikforede huller, så jorden mellem blåbærrene er ikke udnyttet til noget.
Her i maj blomstrer blåbærrene - og vi glæder os til at smage sener på sommeren.