Kogt unghane

20. sep 2018 - 15:46

Masser af dejlig efterårsmad......

Kogningen:

Her er brugt en 6 mdr gammel hane. Han var mør og fin efter at have simret i 1½ time. 

Han blev sat over i suppegryden og dækket med 6 liter vand. 

Skum, når det koger. 

Tilsæt så salt og peberkorn: 3/4 tsk salt, 1-2 peberkorn pr liter. 1 laurbærblad pr 2 liter. 

Tilsæt så grønsager: her 2 porrer (der var gået i stok), 2 gulerødder (der var blevet lidt for grove), 2 persillerødder. Selleri ville også være oplagt, men de er så ikke rigtig blevet til noget i år. 

Til sidst frisk kryddergrønt: persille, timian og en stængel fra de "langsomme" selleri. 

Retter af hanen: 

Tag hanen op, og lad ham køle lidt ned. 

Si en portion af suppen over i en gryde, og kog det ind, mens hanen pilles. 

Pil kødet fra hanen, og skær i passende stykker. Jeg lod dog bryststykkerne være hele. 

Hane i........

Sovs: 50 g smør og 7 spk mel til ca. ½ liter suppe. 

Smelt smørret (må ikke brunes) i en tykbundet gryde. Skal det være karrysovs, så tilsæt karry her og lade det bruse op med smørret. Skal det være aspargessovs, så kog lagen fra aspargesdåsen ind sammen med suppen.

Smør og mel piskes sammen -  og skal være jævnt og gennemvarmt. Man skal være der med piskeriset. 

Tilsæt så lidt af den indkogte suppe, pisk og varm igennem - og så efterhånden større sjatter suppe, indtil sovsen er, som du kan lide den. 

Tilsidst tilsættes fyldet - kød eller kød/asparges. 

Aspargessovsen er lige til tarteletter, men kan også spises med ris.

Karrysovsen er også god med ris og kogte grønne bønner. Karrysovsen kan også laves til ristaffel - sæt skåle med kokos, peanuts, bananskiver, rosiner og mandarinskiver på bordet som tilbehør. Traditionelt vil der nok også høre mango chutney til, hvis man kan lide denne lidt mærkelige, muggenssmagende substans. 

Suppen fra hanen kan laves til mange herlige supper:

- den nemme: klar suppe med kød- og melboller fra frysedisken

- den italienske: smuldr lidt brødkrumme, tilsæt sammenpisket æg, revet parmesan og hakket persille. Kog det op i suppen, hvor fyldet samler sig til små smagfulde knolde. 

- den mættende: tilsæt indkogte, blendede tomater, persille og eller basilikum, og server med kogt småpasta.

 

Endelig kan suppen selvfølgelig bruges i mange gode risottoer - med tomat, svampe, aubergine....

Brystkødet kan serveres med en tunsovs (mos tun og mayo) og pyntet med kapers.